Efter et årti med overforbrug, X Factor og uforpligtende fællesskaber bliver dette årti præget af ansvarlighed, interesse for det nære og mere forpligtende samvær. Det burde give kirken medvind, men i stedet vil den blive adskilt fra staten, spår forskere.
Af Lars Henriksen og Lene Halmø Terkelsen.
I en idyllisk lomme syd for Århus ligger Testrup Højskole. Et lille østjysk minisamfund midt mellem snedækkede marker og spredte huse. Her er forstander Jørgen Carlsen omgivet af den ungdom, der er med til at tegne et nyt årti. En ungdom, der med stor lyst kaster sig ud i politiske, etiske og religiøse diskussioner. Men også en ungdom, der skal forholde sig til arbejdsløshed, krise og klimatrussel – ord, der var fremmede for de generationer, som blev færdige på Testrup i 00'erne.
Det skifte bliver motoren for de tendenser, der kommer til at forme det kommende tiår, mener en række forskere og tendenseksperter, som Kristeligt Dagblad har talt med. For Jørgen Carlsen indeholder udsigten til de i nogle henseender lidt magre år dog en både nødvendig og godgørende form for besindelse.
– På mange måder var 00'erne et åndløshedens årti, hvor man jagtede overfladen, facaden og succesen. I familierne var det friværdien og muligheden for den dobbelte carport og fladskærmen, der var i højsædet, og i ungdomskulturen satte programmer som X Factor og Stjerne for en aften mennesket i spotlight. Man skulle helst indtage scenen. Det er tankevækkende at se, hvordan årtiet endte med en boble, der brast. Inden i den boble var der utrolig meget varm luft, som skyldtes plattenslageri og jagt på de hurtige gevinster, siger han og giver det kommende årti overskriften: nøgternhed og ansvarlighed. Både i forhold til synet på mennesket, samfundet og i forhold til resten af verden.
– Det er ikke sådan, at vi slukker spotlightet fra det ene øjeblik til det andet, men en hel del mennesker er allerede ved at blive opmærksomme på, at et liv ikke leves via selviscenesættelse eller på Facebook. Det skal leves indefra, og det vil gå op for stadig flere. Særligt klimatruslen har været med til at drive den erkendelse frem.
– Vi har fået en fornemmelse af, at vores handlinger har konsekvenser. Klimatruslen har tvunget os til at tænke i solidaritet med kloden, og jeg tror, det kommer til at booste vores ansvarlighedsfølelse, siger han.
Ikke bare Jørgen Carlsen tror på, at det bedre og mere ansvarlige vil vokse frem i os i det nye årti. I det forgangne årti fyldte bioteknologi en stor del af dagsordenen med diskussioner om menneskekloning, og om det var i orden at fravælge et foster på baggrund af ny viden om potentielle sygdomme. Man stillede blandt andet skarpt på, hvor langt man kunne gå med diverse reproduktionsteknologier. Den debat vil blive afløst af især diskussioner om klimaforandringer og ansvar, forudser teolog, lektor og ph.d. Mickey Gjerris fra Center for Bioetik og risikovurdering ved Københavns Universitet. Fronterne vil stå mellem individet og fællesskabet. Debatten kommer også til at handle om, i hvor høj grad samfundet kan blande sig i valg, som vi før anså for at være op til den enkelte. Eksempelvis hvilket ansvar vi i de rige lande har for de klimaforandringer, der rammer mennesker i fattige lande først. Er vi villige til at halvere vores kødforbrug, når vi ved, at det kan sænke verdens CO2-udslip med 10 procent?
– Vi har altid selv bestemt, hvad der skulle ligge på vores tallerken, men kan samfundet fremover tillade sig at blande sig i det ved for eksempel at lægge gebyrer på oksekød? Siden Anden Verdenskrig har vi udviklet en forståelse af, at individet er vigtigst, og samfundet begrænser dets udfoldelse. Nu skal vi til at overveje at tage hensyn til fællesskabet, før individet begynder at udfolde sig. Det gælder personligt, og det gælder globalt. Det kan ikke nytte noget, at landbruget har det godt i Danmark, hvis folk drukner i Bangladesh, siger Mickey Gjerris, der forventer, at bioteknologien bliver et underliggende tema i denne diskussion.
– For hvad nu hvis vi kan lave genetisk om på køerne, så de udvikler mindre metangas i deres fordøjelsessystem? Skal vi så gøre det for at blive ved med at opretholde vores nuværende kødforbrug? Eller skal vi løse problemet ved at spise mindre kød? Det er en ældgammel etisk diskussion om, hvorvidt vi skal lave om på naturen, så den passer til os, eller vi i højere grad skal forsøge at leve på naturens præmisser.
Selvom det i dag kan synes utænkeligt, at nogen skulle blande sig i forbruget af bøffer, vurderer Mickey Gjerris, at det sagtens kan blive en kendsgerning i det nye årti. For på under 10 år har retten til at ryge, hvor man vil, ændret sig til, at man skal flere meter væk fra en bygning, før man må gøre det.
Ansvarligheden vil også sive ind i mange andre dele af vores liv. Ikke mindst den måde, vi lever med hinanden på. I 00'erne kunne man med et enkelt klik melde sig ind i virtuelle fællesskaber som Facebook for at opleve et øjebliks samhørighed med andre, der delte holdning, smag eller venner. Det gjorde flere end 400 millioner mennesker, og dermed blev den sociale netværkstjeneste den næstmest besøgte på internettet overhovedet.
Netop tendensen til at opsøge de midlertidige fællesskaber blev kendetegnende for et rodløst årti, hvor vi "shoppede" rundt i relationer, man kunne vælge til og fra. Men det vil ikke på samme måde præge det nye tiår, mener professor i almenpsykologi ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann. De hurtige løsningers tid er på retur.
– Som mennesker har vi et eksistentielt behov for mere varige fællesskaber, og jeg tror, der vil komme en modreaktion. En stigende interesse for holdepunkter, som vi ikke umiddelbart kan vælge fra, bare fordi de ikke lige passer os, forklarer han.
Ligesom Mickey Gjerris ser han særligt klimadebatten som et udtryk for, at vi bevæger os hen mod netop mere længerevarende fællesskaber, fordi vi med klimaproblemerne bliver tvunget til at forholde os varigt til noget, som ikke kun er mode eller smag. Hertil kommer 00'ernes eksperimenter med simple living, kollektiver på tværs af generationer og folk, der flyttede ud i frilands-landsbyer som eksempler på andre fællesskaber og familieformer, der formodentlig vil blive mere udbredt i det nye årti.
Denne nye søgen mod det længerevarende og det nære og den begyndende forståelse af, at mennesket er i hænderne på skaberværket Jorden og ikke omvendt, burde umiddelbart være særdeles gode nyheder for en folkekirke, der står for netop de værdier. Og som godt kunne bruge interessen efter et årti med faldende medlemstal.
Men kirken går næppe bedre tider i møde – tværtimod, vurderer en fremtidsforsker samt flere fagfolk. Baggrunden er i høj grad en udvikling, der for alvor tog fart i 00'erne, mener religionspsykolog Peter la Cour fra Center for forskning i eksistens og samfund på Københavns Universitet.
I det forgangne årti blev det klart, at religionen ikke var ved at gå i sig selv, opslugt af det moderne samfund, sådan som mange forskere ellers forudså i 1980'erne og 1990'erne.
Religionen vendte derimod tilbage, men på en måde, der ikke passede særlig godt til folkekirkens fasttømrede holdninger og ritualer. Det var ikke længere farligt at udtrykke religiøs tvivl og selv sammenstykke den trosform, der passede én bedst. Den indadvendte, holdningsbaserede religion vandt frem, så selvom religion som helhed stod stærkere og fyldte mere i offentligheden end længe, stod kirken som institution stadig svagere. Og den udvikling vil i det nye årti blive endnu mere markant, vurderer Peter la Cour.
– Vi vil i dette årti komme til at se en klar køreplan for adskillelsen af kirke og stat. Og måske også selve adskillelsen. Troen har bevæget sig så langt væk fra det kirkelige rum og er blevet så pluralistisk, at det ikke længere giver mening at have en statskirke, siger han.
Den vurdering deler blandt andre fremtidsforsker Jesper Bo Jensen.
Forklaringen skal ikke blot findes i religiøs pluralisme, men paradoksalt nok også i den nærhed, som bliver kodeordet for 2010'erne.
For det, der i høj grad beskyttede kirken gennem 00'erne, var den megen fokus på det nationale. Vi kunne købe hele verden, sagde finansminister Thor Pedersen (V), og det var vi stolte af. Vi var også stolte af de mange ting, vi som nation havde opnået, og det ville vi vise frem i kanoner for stort set hvad som helst: historie, litteratur, musik, nationalparker.
Med finanskrisen i årtiets slutning var det så som så med stoltheden over nationen. Og dermed også de nationale institutioner. I erkendelsen af, at vi til syvende og sidst er afhængige og formes af verden omkring os, tog vi afsked med grådigheden og opstyltetheden og gjorde igen hjemmet til samlingsareal fremfor en udstillingsplatform. I det nye årti vil vi igen dyrke det lokale, som vi kender og er trygge ved, men den verden er ikke længere kirkens, forklarer Jesper Bo Jensen.
– Kirken taler meget om samvær, men det er ikke det, den tilbyder. Kirken står og vil i stigende grad stå som en forældet institution fyldt med ritualer, der ikke er nære. Hele den underlæggende strøm i samfundet søger lige nu væk fra det svulstige og det opløftede, og der mangler kirken redskaberne til at udvikle sig. Det kan man jo se alene på det faldende antal folkekirkemedlemmer.
Når det gælder en adskillelse af kirke og stat indenfor det kommende årti, forholder professor dr. phil. Margit Warburg fra Institut for Tværkulturelle og Regionale studier på Københavns Universitet sig dog noget mere skeptisk. Hun forestiller sig ikke, at det vil ske indenfor så kort en tidshorisont, men forventer, at medlemstallet i folkekirken forsat vil falde svagt i det næste årti, fordi færre vælger at få deres børn døbt
– Omvendt kunne man også forestille sig, at mennesker i en globaliseret uoverskuelig verden i stigende grad søgte sammen i det nære fællesskab om dåbsbarnet, så det er vanskeligt at spå om, siger hun.
Den stigende interesse for at gå i kirke til jul, som man har kunnet iagttage gennem 00'erne, mener Margit Warburg vil fortsætte, og hun kunne godt forestille sig, at det udviklede sig, så kirkebænkene også blev fyldt til påske.
Men når det gælder tro, etik og eksistens vil man aldrig kunne tegne udviklingen efter en lineal, fastslår højskoleforstander Jørgen Carlsen. Det er mere som åndedrag og bølger i historien, og der vil hele tiden ske forskydninger, så det er ikke til at sige præcis, hvordan det vil gå. Ifølge ham byder 10'erne da heller ikke på opsigtsvækkende tendenser, når det gælder danskernes forhold til tro.
– Befolkningen står stadig med begge ben plantet solidt i folkekirken. 82 procent er medlem, og selvom de ikke møder op om søndagen, har kirken også en betydning for dem. Medlemstallet kan bevæge sig lidt op og ned, men det er meget sigende, at langt den overvejende del vælger at være medlem, selvom de kunne spare tusindvis af kroner ved at melde sig ud. Man er udmærket klar over, at der er visse ting i tilværelsen, som man ikke selv magter, og som man føler det befriende at overlade til noget større.
