Det kan virke grænseoverskridende at skulle sælge sig selv via en dating profil. Hvad skal man skrive? Og hvordan skal det skrives? Her kommer et par tips, både til dig der endnu ikke har oprettet en dating profil, samt til dig der gerne vil forbedre din nuværende profil:
1. Vælg et godt brugernavn. Et der er nemt for andre at huske, og som udtrykker noget om dig selv. Dit brugernavn er det første, de andre datere ser, når de falder over din profil, så det må gerne være lidt anderledes, uden at være for langt. Det er vigtigt, at dit brugernavn er passende for den dating side, hvor du er tilmeldt, så du ikke støder folk fra dig.
2. Vær bevidst om, hvad du vil med din profil. Du får ikke megen respons, hvis du ikke definerer præcis, hvad du ønsker at få ud af din dating profil. Vælg for det første, om du ønsker venner eller en kæreste, når du opretter profilen. Det er også en god ide at uddybe dine ønsker nærmere i selve profilteksten. Det er den sikreste måde at få seriøse svar på sin profil.
3. Vær parat. Hvis du stadig drømmer om din eks-kæreste, er det nok for tidligt at søge efter en ny partner. Når du udfylder din dating-profil, sender du et signal om, at du er klar til at indgå i et nyt forhold.
4. Skriv selve profil-teksten. Her er det vigtigt, at du får skrevet noget ægte om dig selv. Skriv evt. en liste med ting, der betyder noget for dig. Udvælg 3-4 af de ting og skriv om, hvad de betyder for dig. Skriv gerne noget aktivt. Hvis du f.eks. er glad for din hund, så skriv at du er glad for at gå tur med den. Når du skriver om noget aktivt, bliver din tekst mere interessant. Prøv at se dig selv lidt udefra - hvis en fremmed så dig i køen i supermarkedet, hvad ville han så lægge mærke til?
5. Tjek profilen igennem for stavefejl. Når du vil give et godt indtryk af dig selv, er det vigtigt, at du ikke kommer til at virke sløset. Husk at din profil er en repræsentation af dig selv - den skal udtrykke dig.
Når du har færdiggjort din dating profil, har du taget det første vigtige skridt på vejen til at møde nye spændende mennesker. Held og lykke!
Af Rikke Alrø